Baggrunds beskrivelse

Mit navn er Aksel Nielsen, jeg er årgang 1972 hvilket vil sige at jeg er 41 år lige nu. Jeg kommer oprindeligt fra Hvide Sande. Men er nu bosat i Aalborg.

Da jeg var knægt brugte jeg det meste af min tid på at lege, og være FDF´er. Jeg prøvede også lidt sport, fodbold, håndbold (var der en gang) og atletik men det var ikke rigtigt noget som fangede mig. Jeg var ikke den stor bold jonglør og træning generelt sagde mig ikke noget.

I niende klasse tog jeg på efterskole. Efter min tid på efterskolen begyndte jeg at cykle og løbe lidt, hovedsagligt fordi jeg syntes at det var blevet sjovt at træne. Dette gjorde at jeg begyndte ar køre lidt cykelløb og triathlon.

Efter tiende klasse tog jeg HF, da min plan var at blive officer i forsvaret.

I 1991 startede jeg ved Bornholms Værn, først som rekrut og senere som sergent. Tidligt i min militær karriere fandt jeg ud af at jeg nok mere var en kriger end en ”kontornusser” derfor blev mine planer om en officerskarriere skrinlagt, og jeg forsatte som befalingsmand, sidst som oversergent. Jeg var nu kommet i fuld gang med triathlon, og gennemført i 1992 en Ironman, men fandt hurtigt ud af at det var svært at træne triathlon samtidigt med at jeg var i forsvaret. Jeg fik i starten lov til at træne triathlon sammen med de militære femkæmpere, men efterhånden som tiden gik trænede jeg mere og mere femkamp.

Jeg blev A-kæmper i mit første år. Jeg var nu meget i tvivl om jeg skulle forsætte som triathlet eller som femkæmper. Derfor valgte jeg at 1995 skulle være et år hvor jeg satsede alt på femkamp, og hvis jeg ikke kom på landsholdet eller lavede over 5000 point ville jeg droppe det igen og satse fuldt ud på triathlon.

Men det gik over alle mine forventninger, jeg kom både på landsholdet og lavede langt over 5000 point. Det betød at jeg næsten var professionel femkæmper fra 1996 til og med år 2000. Fra januar til september lavede jeg ikke andet end at træne og konkurrer rundt om i verden. Og i perioden fra oktober til januar arbejde jeg rigtig mange timer i forsvaret. Mit job bestod fortrinsvis af at undervise b. la. i idræt, forskellige former for kørsel og patrulje virksomhed.

Jeg blev grebet af de mange rejser, den alsidige træning og selvfølgelig sejrene. I perioden 1997 til år 2000 var jeg konstant i top 15 i verden. Jeg besluttede tidligt at jeg ville give den fuld gas i nogle år og så stoppe i år 2000 og gerne stoppe på toppen. Dette lykkedes også, da jeg stoppede var jeg nr. seks i verden og det dansk landshold var nr. 2 i verden.

Men da jeg stoppede fandt jeg hurtigt ud af at jeg skulle have noget andet at få alt den tid til at gå med…. Og da jeg engang godt kunne lide at cykle, og løbe kunne jeg, var det naturligt at starte på duathlon. Her gik det også hurtigt. Efter to år var jeg til mit første VM. Og efter fire år blev jeg Dansk mester.

Det som fascinere mig ved duathlon, er lidt de samme ting som ved militær femkamp. Den alsidige træning, fremgangen samt det at der altid er noget man kan gøre bedre.

Side løbende med at jeg var militær femkæmper tog jeg diverse træneruddannelser inden for forsvaret. Dette gjorde at jeg startede som personlig løbetræner allerede i 1997 og har været det siden. Fra 1997 begyndte jeg at undervise i svømning, i starten var det kun personlig træning for folk som havde søgt ind til politiet og som havde svært ved at svømme, siden har det så udviklet sig til at være hele svømmehold, også fordi jeg siden er blevet uddannet svømmelærer. I 1998 overtog jeg ansvaret for de Bornholmske femkæmper, hvilket indebar alt med træning og organisering, på det tidspunkt var der ca. 25 konkurrence atleter på Bornholm. Dette medførte også, at da jeg sluttede på landsholdet i militær femkamp, fortsatte jeg som disciplin træner på landsholdet. I starten havde jeg ansvaret for skydning, forhindringsbane og løb. Men efter to år blev jeg landstræner. Det var et job som jeg havde på ca. halv tid, den anden halvdel brugte jeg på at læse til lærer.

I 2004 hvor jeg blev færdig uddannet, opnåede landsholdet også en god periode. I forbindelse med EM vandt Danmark tre individuelle medaljer og kvindeholdet vandt også medalje. Senere samme år fik Danmark sin bedste individuelle placering til VM med en anden plads. Jeg vidste, at hvis holdet skulle blive bedre skulle der bruges endnu flere resurser. Forsvaret var ikke villig til at hæve min stilling til mere end halvtid, så jeg stoppede. Men jeg havde også fået så mange personlige atleter at træne, at jeg havde svært ved at være så meget væk. Fra 2003 trænede jeg alle slags atleter, løbere, cykelrytter, triathleter, duathleter og femkæmper. Den dag i dag består mit arbejdsliv af at træne, jeg træner selv, jeg træner personlige atleter, jeg træner hold/klubber.

Det er altid svært at beskrive hvordan man træner andre. Men mit håb er, at jeg ved at lave motiverende programmer som tager udgangspunkt i den enkelte atlet kan motivere atleten til at træne kontinuerligt og progressivt. Uden disse to fokus punkt når man ikke langt, og det er lige meget om man er motionist eller elite.

Hvis man har spørgsmål om træning er man selvfølgelig altid velkommen til at kontakte mig.

Info

Navn: Aksel Nielsen

Født: 22/12-1972

Civilstand: Gift med Jannie

Arbejde: Idrætsleder i Forsvaret

Træner

Konkurrenceholds træner i Aalborg Triathlon Klub

Personlig træner for forskellige atleter bla. løber, cykelrytter og multiatleter

Klubber

Aalborg Triathlon Klub

Aalborg Atletik og Motion

Aalborg Cykel Ring

Tidligere træner for

Landsholdet i militær femkamp

Dtrif kraftcenter Århus

Århus 1900 triathlon

Aalborg Cykle ring